Et stærkt sikkerhedsnet
for de udsatte
Af: Michael Møller Nielsen
I stedet for at bruge kræfter på kontrol, skal kommunen fokusere på mennesker – ikke systemer.
I dag oplever alt for mange borgere, at beskæftigelsessystemet føles som en mur af krav, sanktioner og mistillid. Det er ikke værdigt, og det hjælper sjældent nogen tættere på job. Tværtimod risikerer det at forværre psykisk sårbarhed, sygdom og mistrivsel.
Derfor skal vi gentænke, hvordan vi hjælper mennesker tilbage på arbejdsmarkedet.
Jeg mener, at:
Jobprøvning og aktivering kun skal bruges, når der faktisk er en realistisk vej til beskæftigelse – ikke som et standardkrav for at beholde ydelsen.
Hvis en borger er syg, i udredning, eller midt i en vanskelig familiesituation, giver det ingen mening at tvinge vedkommende ud i aktivering, der blot skaber mere stress og nederlag.
Kommunen skal have tillid som udgangspunkt. Vi skal tro på, at mennesker gerne vil bidrage, når de får mulighed for det – og bruge ressourcerne på støtte frem for kontrol.
Vi skal investere i uddannelse og reelle muligheder for at komme videre. Kortere kurser, efteruddannelse og omskoling skal bruges aktivt som alternativ til meningsløs aktivering. Det styrker både borgeren og arbejdsstyrken.
Vi skal udvide samarbejdet med lokale virksomheder om virksomhedspraktikker og skånejob, hvor mennesker kan vende gradvist tilbage på arbejdsmarkedet i et tempo, der tager hensyn til deres situation og helbred.
Kommunen skal skabe meningsfulde arbejdsfællesskaber, fx i kommunale værksteder, genbrugsprojekter eller sociale caféer, hvor mennesker får lov at bruge deres evner og opleve, at de gør en forskel.
Og vi skal turde afskaffe unødvendig sanktionstænkning. Det er spild af både menneskelig og administrativ energi at trække i folks ydelser, når de i forvejen står med ryggen mod muren.
En værdig beskæftigelsespolitik handler ikke om at presse folk i arbejde for enhver pris – men om at give dem redskaber, muligheder og håb.
Når vi møder mennesker med tillid og realistiske tilbud, får vi færre sygemeldinger, mindre stress og flere, der faktisk vender tilbage til arbejdsmarkedet.
Det er både mere menneskeligt og mere bæredygtigt – også økonomisk.
Billede: Michael Møller Nielsen sammen med Ib og Tinna foran Multihuset i Holbæk.
Tinna lever med cerebral parese og en hjerneskade, og har siden 2019 kæmpet for at få tildelt et fleksjob gennem Holbæk Kommune.
Varmestuen i Holbæk
De mennesker, der bruger varmestuen, har brug for langsigtede løsninger og trygge rammer, ikke usikre, knap-tilfredsstillende kompromiser, der kun virker når det passer politisk. Vi må kræve, at kommunen ikke bare redder noget “næsten-akut” – men sikrer et reelt og holdbart samarbejde, der giver brugerne ro hele året rundt.
Jeg kommer til at stå fast på, at kommunen – i dialog med Kirkens Korshær – indgår en fast, forpligtende aftale gældende fra 2027, som sikrer varmestuens drift og stabilitet på længere sigt. Vi skylder det mennesker, som ikke har råd til at stå i denne situation igen.
Samtidig bliver kommunen nødt til at bevæge sig væk fra den evige brandslukningstilgang og begynde at arbejde mere forebyggende. I stedet for at reagere, når skaden er sket eller tilbuddet er på randen, skal vi satse på tidlig indsats, opsøgende initiativer og stærke sociale fællesskaber. Det handler ikke kun om at holde varmestuen åben – det handler om at bygge et netværk, et sikkerhedsnet, som gør at færre havner der i første omgang.
Konkrete tiltag jeg vil arbejde for:
-Fast driftsaftale med Kirkens Korshær
så varmestuen får økonomisk og organisatorisk ro, og medarbejderne kan planlægge langsigtet.
-Styrke den opsøgende socialindsats i bymidten og ved varmestuen, hvor socialrådgivere og gadeplansmedarbejdere aktivt hjælper borgere med kontakt til jobcenter, bolig, sundhed og misbrugsbehandling.
-Etablering af et “sikkerhedsnet-team” – et tværfagligt samarbejde mellem socialforvaltning, frivillige, sundhedsvæsen og foreninger, som følger de mest udsatte borgere tæt og hjælper med praktiske løsninger.
-Flere billige boliger og små bofællesskaber i kommunen, hvor borgere på kanten af hjemløshed kan få en stabil base med støtte.
-Styrket mental sundhed og misbrugsbehandling – hurtigere adgang til samtaleforløb, lægehjælp og rådgivning for dem, der står udenfor systemet.
-Støtte til fællesskaber omkring varmestuen – fx fællesspisning, værksteder eller mentorordninger, hvor tidligere brugere hjælper nye.
-Årlig statusrapport til byrådet om varmestuens brugere og indsats, så politikerne løbende kan følge med i, hvad der virker – og hvor der mangler støtte.
Støttekontaktperson
Der var engang, hvor en støttekontaktperson kunne være der i virkeligheden. De kunne tage med til lægen, tandlægen, møder med kommunen eller andre instanser, hvor borgeren havde brug for støtte og tryghed. De kunne hjælpe med at forstå breve, skabe struktur i hverdagen og være den trygge hånd i svære situationer.
Men i dag må de stort set kun sidde og snakke.
De må ikke længere følge borgeren ud i verden, og dermed ikke støtte dér, hvor behovet ofte er størst.
Det rammer borgerne hårdt. Mange står nu alene i møder med systemet – uden støtte, når det virkelig gælder. De mister den hjælp, der før gjorde en forskel og gav overskud til at klare livet.
Men det rammer også medarbejderne.
Mange støttekontaktpersoner oplever i dag en dyb utilstrækkelighed. De ser, hvad borgerne har brug for, men må ikke handle. De bliver vidner til behov, de engang kunne imødekomme – men nu kun kan tale om.
Når man fratager dem muligheden for at støtte borgerne reelt, mister de også deres faglige stolthed.
Den stolthed, der udspringer af at gøre en forskel i et andet menneskes liv.
For ingen vælger dette arbejde for samtalernes skyld alene – de vælger det for at hjælpe mennesker videre.
Helt konkret – sådan kan vi genoprette støttekontaktpersonordningen:
-Giv fagpersonalet mere handlefrihed.
Tillad støttekontaktpersoner at følge borgerne til fx læge, tandlæge og møder med kommunen igen – når det er fagligt begrundet.
Det kræver ikke flere penge, men en justering af retningslinjer, så medarbejderne kan bruge deres faglighed.
-Skab lokale retningslinjer med fagpersonalet.
Involver støttekontaktpersoner i at formulere klare rammer for, hvad de må og kan.
Det giver ejerskab, faglig stolthed og realistiske løsninger, som passer til hverdagen.
-Indfør en differentieret støtteindsats.
Ikke alle borgere har brug for det samme.
Giv mulighed for, at støtten kan tilpasses individuelt – fx samtaleforløb for nogle, praktisk følgeskab for andre.
-Fokusér på relationen som det bærende element.
Relationer skaber udvikling.
Når støttekontaktpersoner får tid og frihed til at opbygge tillid, bliver indsatsen både mere effektiv og meningsfuld – også økonomisk.
-Fjern unødvendig dokumentation og kontrol.
Mindre tid bag skærmen betyder mere tid sammen med borgeren. Det koster ingenting – men giver enorm værdi.
Ensomhed, nej tak!
Alt for mange i vores kommune føler sig alene.
Ældre, der savner nogen at tale med. Unge, der føler sig usynlige. Mennesker midt i livet, som har mistet fodfæstet.
Det er ikke bare trist – det er et tegn på, at vi som samfund skal tage ansvar.
For ensomhed er ikke bare et individuelt problem. Det er et fælles anliggende.
Jeg vil arbejde for et Holbæk, hvor fællesskab og nærvær bliver en naturlig del af hverdagen – ikke undtagelsen.
Det kræver, at vi tør tænke nyt og skaber løsninger sammen.
Helt konkret vil jeg:
- Styrke lokale fællesskaber og frivillige initiativer
Vi har mange ildsjæle i Holbæk – foreninger, frivillige og naboer, der gør en forskel hver dag.
Dem skal vi støtte bedre.
Kommunen skal gøre det lettere at søge midler, bruge lokaler og få hjælp til at starte fællesskabsprojekter, der kan samle mennesker omkring alt fra madklubber til gåture og musik.
-Skabe flere åbne mødesteder for mennesker
Vi skal have flere steder, hvor man kan komme – uden at skulle være medlem, uden at skulle “passe ind”.
Små lokale samlingspunkter, caféer, fællesspisninger eller aktivitetsrum, hvor man bare kan dukke op og møde andre.
Ensomhed bliver mindre, når døren til fællesskabet står på klem.
-Sætte tidligt ind – før ensomheden bider sig fast
Kommunen skal reagere tidligere, når et menneske begynder at trække sig fra fællesskabet.
Det kan være ældre, der mister en ægtefælle, unge der mistrives, eller mennesker der står uden job.
Med tidlig opsporing, hjemmebesøg og tæt samarbejde mellem skoler, sundhed og foreninger kan vi gribe ind, før problemerne vokser.
-Gøre tid til omsorg til en prioritet
Vores medarbejdere – i hjemmeplejen, på bosteder og i socialforvaltningen – skal have tid til at være til stede som mennesker.
Ikke bare udfylde skemaer.
Når der er tid til at lytte, kan man opdage ensomheden bag facaden – og handle på den.